Den kristne mystik mellem EROS og AGAPE.

Den kristne mystik har lige fra begyndelsen udfoldet sig i et spændingsfelt mellem to yderpunkter: En indadvendt, kontemplativ tradition, VIA CONTEMPLATIVA, og en udadvendt, VIA AKTIVA, begge lige autentiske i det omfang de er grundfæstede i Kristusmysteriet og dets  levende nutid, Kristi mystiske legeme, Kirke, og sakramenter.

Den indadvendte mystik, via contemplativa, er i europæisk tradition vokset frem i dialog med platonisk og nyplatonisk mystik. Selve ordet mystik  har da også rod i det græske "myein", der betyder "at lukke øjnene"- med det formål at åbne sig for Guds virkelighed. For kun i sindets dyb kan man ifølge denne opfattelse finde Gud. Han kan aldrig erkendes med menneskets fysiske sanser. Han er hævet over al erkendelse. Det sidste mål er foreningen, unio mystica, der beskrives som énhed med Altet,  en oplevelse af overvældende fylde og fryd, - eller en verden af tomhed, intethed, en sjælens nat, mysteriernes mysterium. Det er denne universelle grunderfaring, som man møder i alle kulturers og alle tiders udsagn om mystik.
I den græske mystik kommer den kosmiske længsel til udtryk i den platoniske filosofi: En længsel mod ideernes  uforanderlige verden, og i nyplatonismen mod "Den Ene". Det Guddommelige søges i kontemplationen, dvs. ved at man lukker sig inde "i templet", altså bag de lukkede øjne for at lukke verden ude. Det er derfor en esoterisk, en indadvendt mystik. Gud opfattes som et altomfattende, evigt princip, "Den ukendte Gud", en Guddom, der aldrig kan erkendes, men kun anes i naturen, i kosmos, i menneskesindets dyb. Det er menneskets opgave gennem meditation og askese at søge at nærme sig dette guddommelige princip for gennem livet efterhånden at blive ét med den guddommelige idé i en kontinuerlig lutringsproces. Det er et liv i askese og kontemplation, et liv i afsondrethed fra verden bag de "lukkede øjne", ofte i ørkenens ensomhed - i konkret eller overført forstand.  Den er farvet af den græske filosofis opfattelse af den åndelige verdens kvalitative forrang over den fysiske skyggeverden. "Materien" opfattes på grund af sin mangfoldighed som en art "ikke-væren", fordi væren i sin essens sættes lig med énheden med Den Ene. Den hellenistiske mystik præges derfor af en dualisme, en længsel bort fra den fysiske verden mod den guddommelige, en længsel, som grækerne udtrykte med ordet EROS. I en sådan mystisk idealisme overstiger Gud al forstand og alle menneskelige udtryk.

Den kristne Kirke påvirkes i de første århundreder af denne hellenistiske tradition. Det var især den syriske munk Dionysios Areopagiten, som omkring 500 udformede en "negativ teologi", hvor absolut intet kan udsiges om Gud, hverken ord eller tanke, hverken væren eller ikke-væren. Gud er hævet over enhver erkendelse og kan derfor kun beskrives ved at sige, hvad Han ikke er. Gud skal søges i sindets dyb: Lyset findes igennem mørket på bunden af menneskets egen sjæl.
Gennem hele den kristne mystiks historie finder man således spor af hellenistisk farvet mystisk idealisme, f. eks. hos Mester Eckhart og i det anonyme værk fra 1300-tallets England med den betegnende titel "Uvidenhedens sky": Mystikerens oplevelse kan ikke beskrives med ord, for mystikeren kan kun nå til at se, hvad Gud ikke  er. Han kan aldrig nå frem til erkendelse af Gud i skaberværket ved sine fysiske sanser hjælp, men finder Ham kun i dybet i sin egen sjælegrund. Mystikken er båret af mennesket længsel mod Gud. De fleste moderne mennesker tænker på denne form, når de taler om mystik. Betoningen af den subjektive fordybelse understreger det personlige gudsforhold, hvorimod forholdet til Kirke, sakramenter og dogmatisk teologi hos nogle mystikere inden for denne tradition spiller en mindre fremtrædende rolle (f. eks. hos Mester Eckhart). Det centrale er den helt personlige forening med Gud i kontemplation i ”ørkenens ensomhed”.
Sit højdepunkt inden for den kristne mystik finder denne ”via contemplativa” i den karmelitiske mystik.

Den anden mere udadvendte linie, ”via aktiva”, kalder den katolske teolog, Karl Rahner, ”Mystisk realisme”. Hildegards objektive kaldelsesmystik hører hjemme her. Denne bibelske form for profetisk mystik, som vi kender fra Gamle Testamentes profeter og fra især Johannes og Paulus i Det Nye Testamente, går videre ned gennem århundrederne: Af eksempler kan foruden Hildegard nævnes Benedikt af Nurcia, Gregor d. Store, Bernhard af Clairvaux, Gertrud den Store (af Helfta), Mechthild af Hackeborn, Mechthild af Magdeburg, Julian af Norwich, Catarina af Siena, Birgitta af Vadstena, og i nutiden bl.a. Adrienne von Speyr.
Det er en ”positiv teologi”, hvor Gud kan erkendes i den fysiske og sanselige verden i skaberværket og især i Kirke og sakramenter. Den udtrykker sig i ord, i billeder og i musik, som vi ser så rigt udfoldet hos Hildegard. Den er karakteristisk ved, at mystikerens egen tilstand spiller en underordnet rolle. Hovedvægten lægges på Åbenbaringen: At Gud udefra og ovenfra i sin AGAPE – kærlighed fysisk og synligt er trådt ind i verden, da ”Ordet blev kød”, og dermed  i en objektiv historisk begivenhed har grebet ind og fortsat dynamisk og aktivt griber ind i vores virkelighed.
Den transcendente og ufattelige Guddom træder os her i møde i menneskelige kategorier i et menneskes skikkelse med et menneskeansigt og med konkrete anvisninger på, hvordan vi skal følge Ham efter i kærlighed til Gud og dermed til medmennesket. Derfor siger Han god for sin Kirke, trods alle dens menneskelige fejl, for den er Hans konkrete nærvær her og nu, Kristi mystiske Legeme, Hans frelsesvej ned gennem historien for alle mennesker, også for de enfoldige, de ”fattige i ånden”.

De to veje mødes.

I sin dybeste konsekvens omfattes hele tilværelsen og hele den skabte verden af Kristus-Kirkemysteriet: Alt bliver helligt, gennemtrængt af Ånd. Inkarnationens mysterium er ikke kun et punkt på historiens tidslinie, men dette punkt har iværksat en proces, som vil helliggøre hele den skabte fysiske virkelighed. Derfor fører den mystiske vej i kristendommen ikke til en bortvendthed fra verden, men tværtimod til en konkret medleven i personlig ansvarlighed og kærlighed. Den fører ikke til Det store Intet eller møde med Altet, som i den ikke-kristne mystik, men først og fremmest til et DU-JEG forhold, et personligt møde med Kristus og dermed til en inddragelse i Den Treenige Guds dynamiske kærlighedsrelation.   
Det betyder, at hellighedens vej i Kristi efterfølgelse, ikke drager os bort fra vore medmennesker, men tværtimod fører os til at dele vort liv med dem i et kærlighedens fællesskab lige som Kristus gjorde. Her mødes VIA ACTIVA og VIA CONTEMPLATIVA: Kærligheden er konsekvensen af den specifikt kristne mystik. Dens mål er den totale overgivelse af viljen til Kristus, så at hele ens væsen bevæges – ikke af egenviljen, men af Helligåndens kraft. Der er hverken tale om en dualistisk verdensforsagelse eller rationalistisk adskillelse mellem tro og fornuft, men tværtimod en bevidsthed om, at Gud med Kristus gennemtrænger og helliggør hele den skabte verden: AGAPE og EROS i et lykkeligt favntag.

Den mystiske vej, fører således det enkelte menneske gennem de forskellige virkelighedsdimensioner, så at det til sidst, som Hildegard udtrykker det "Med de legemlige øjne ser de ydre ting, men med troens øjne ser du overalt Gud".

Hele Guds frelsesplan har således som mål gennem Kristus at gensakramentalisere skaberværket, og mennesket indtager som Guds billede og medarbejder en aktiv rolle i denne proces: “Så vær I da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen”(Mat.5,48.)
Det enkelte menneske kaldes til hver i sit kald og i sin stand at gå “den mystiske vej”, som i kristen terminologi er et  udtryk for en aktualisering på det sjælelige og legemlige plan af Jesu liv. "Vejen" er hellighedens vej, den som Jesus omtaler, når Han siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet".  Det er Kristi efterfølgelse, som kan begynde, når det går op for én, at Kristus ikke alene sidder ved Faderens højre hånd, men at Han ved Helligåndens kraft også undfanges i det menneskehjerte, som vil give afkald på at ville sit eget for helt at overgive sig til Gud og med Maria kan sige "Det ske mig efter dit ord".  Det er Kristi efterfølgelse forstået som en åndelig fødsel (en "oplysning") en stadig fremadskriden "i visdom og yndest" til lidelse, korsfæstelse og åndelig død til en åndelig opstandelse i unio mystica, en forvandlet og forklaret tilstand. Det er en  sjælelig vandring hen imod en stadig mere inderlig forening med Kristus, en personlig Kristusproces, som også Paulus giver udtryk for, når han siger: "ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig". (Gal. 2,20)

Hildegard udtrykker det således: ”Og Han helligede mennesket ved sin menneskelige natur, for at det ved at se på Ham skulle give afkald på sig selv
og som på udbredte vinger med Ham flyve til alle længslers højeste mål”

Den mystiske vej er en proces, der foregår individuelt såvel som kollektivt på mange niveauer: Den individuelle vej er den personlige udviklingsproces, hvert menneske gennemløber i sit liv. Men på både det individuelle og det kollektive plan kan man opfatte enhver eukaristi (højmesse) som en mystisk vej, der fører én gennem de vigtigste stadier af renselse (syndsbekendelse) oplysning (ordets liturgi) og unio mystica eller forvandling (kommunion, nadver).
Den samme cyklus gennemrejses i løbet af et kirkeår, som jo er Kirkens mystiske gentagelse af Jesu liv.  Men på et endnu højere mystisk niveau - på det anagogiske (kosmiske) - gennemløber hele Kristi Kirke som Hans mystiske Legeme den samme vej på det verdenshistoriske plan: Hele menneskeheden er på vej mod sit Golgatha, mod korsfæstelse, død og opstandelse til forening med Kristus i en forvandlet og forklaret verden. Det er "den nye Himmel og den nye jord", som er målet for Guds altomfattende frelsesplan: "I tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus ". (Ef. 1,10)

Det er disse eskatologiske perspektiver, som er de overordnede i hele Bibelen og kristendommen, og som også strukturerer hele Hildegards samlede værk.

Tages de alvorligt, udfordrer de til radikal nytænkning af den personlige eksistens og bliver på det kollektive plan forståelsesramme for hele  historiens gang: Verdenshistorien bliver historien om, hvordan Gud realiserer sin frelsesplan fra skabelsen til Kristi genkomst med den nye Himmel og den nye jord.

Hildegards mystik er et vidnesbyrd om, at ikke kun den kontemplative, indadvendte mystik er sand kristen mystik, men at også den profetiske mystik, den objektive kaldelsesmystik, er Guds tale til mennesker i dag. Autenticiteten er alene afhængig af, med hvilken troskab mystikeren i lydighed og kærlighed er knyttet til Kristus som centrum i Kirken.
Den er et vidnesbyrd om, at også nutidens åbenbaringer - under forudsætning af deres rodfæstethed i Kristusmysteriet og Kirkens tradition - er Guds indgriben som et led i realisering en af Hans frelsesplan.

Litteratur: Hans Urs von Balthasar m. fl. : Grundfragen der Mystik. Johannes Verlag 1974