Middelalderens store mystiker og profet

Hildegard af Bingen levede fra 1098 til 1179. Hun er en af kristenhedens største mystikere. Hun var benediktinernonne og grundlagde to klostre ved Rhinen. Hun blev af sin samtid anset for at være profet, og hendes visioner blev officielt anerkendt på et kirkemøde i 1147.

Hildegard blev derfor spurgt til råds af paver, kejser og konger, af gejstlige og lægfolk fra hele Europa, også fra Danmark.

Hendes skrifter omhandler teologi, filosofi, naturlære og lægekunst. Hun skrev desuden en stor samling digte med melodier, som hun havde hørt i sine visioner. I disse sange og i de dramatiske, symbolske illustrationer, som pryder nogle af hendes skrifter, fornemmer man hendes nære forbundethed med den guddommelige verden: Hun ser mennesket i dets inderlige samhørighed med natur og univers. Hun ser, hvordan hele verden med mennesket som centrum hviler i den treenige Guds arme. Hun er fyldt af ærefrygt for Guds uendelige majestæt og for menneskets værdighed. For det er skabt i Guds billede og indgår aktivt og ansvarligt i Guds frelsesplan for hele skaberværket.

Hildegards profetiske opgave var at rense og reformere Kirken, som også i 1100-tallet var angrebet indefra af verdsliggørelse og åndeligt forfald samtidig med, at den udefra blev undermineret af gnostiske kætterbevægelser, hvis forestillinger også i dag er med til at udhule den kristne tro.

I en fragmenteret og desillusioneret nutid, en tid præget af relativisme og materialisme, er Hildegards holistiske teologi derfor mere aktuel end nogensinde.