Kosmosmennesket
Kærligheden gennemgløder den kristne mystik: Kærligheden til Gud, til medmennesket og til den skabte natur. Kærligheden er kristendommens altomfattende mening og forståelsesramme, for Kristus er Guds kærlighed. ”Kristus er Faderens kys til skaberværket”, siger Hildegard. Han er ”Vejen, Sandheden og Livet”, Han er lyset og glæden. ”Vi elsker, fordi Han elskede os først”, siger ”Kærlighedens Apostel”, Johannes: ”Gud er Kærlighed, og den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham”. (1.Joh.4,16)
At blive genforenet med Gud gennem Kristus, det er den kristne vejs mål, det er ”den mystiske vej”, ikke kun for det individuelle menneske, men for hele menneskeheden og skaberværket.
”Mystik” betyder ”forening med Gud” og er i kristen sammenhæng afledt af ordet ”Mysterium”, nemlig det kristne grundmysterium: Jesus Kristus, Guds og Marias Søn, som i sin person forener Gud og menneskenatur.
Den kristne mystik er teologiens levende hjerte, den eksistentielle dimension af dogmatik og tradition. Derfor er det problematisk, at mystikken i så vid udstrækning har været forvist til en hjørneeksistens, hvor den er blevet underkendt, ja foragtet og tiet ihjel af den officielle teologi og forkyndelse, især inden for den protestantiske tradition.
Den nyeste tids voksende opmærksomhed på de kristne mystikere kan måske ses som et symptom på den tørst efter en levende praksis, som mange har savnet i den etablerede teologi og i det traditionelle kirkelige liv.
Hildegard af Bingen er en af dem, som i de seneste år har tiltrukket mange mennesker. Hun levede fra 1098 til 1179. Hun var benediktinernonne og grundlagde to klostre ved Rhinen. Hendes visioner blev officielt anerkendt af Paven som autentiske åbenbaringer på et kirkemøde i 1147.
Hendes skrifter omhandler teologi, filosofi, naturlære og lægekunst. Hun nedskrev også et stort gennemkomponeret musikdrama og 79 liturgiske sange: Digte med melodier, som hun havde hørt i sine visioner. Overalt, både i de teologiske og naturvidenskabelige skrifter, i sangene og i de dramatiske, symbolske illustrationer, som pryder to af hendes teologiske manuskripter, fornemmer man hendes nære forbundethed med den guddommelige verden: Hun ser mennesket i dets inderlige samhørighed med natur og univers. Hun ser, hvordan hele verden med mennesket som centrum hviler i den treenige Guds arme. Det er et organisk og holistisk verdensbillede: Kristi vældige, altomfattende legeme, som det fremgår af illustrationen ovenfor. Hun er fyldt af ærefrygt for Guds uendelige majestæt og for menneskets værdighed. For det er skabt i Guds billede og indgår aktivt og ansvarligt i Guds frelsesplan for hele skaberværket. Hildegard af Bingen er i sin kristne mystik frodigt livsbekræftende i sit positive menneskesyn, i sin ansvarlighed for natur og univers og i sin store fryd over alt det skønne i naturen såvel som i menneskers værker.
Inkarnationens mysterium er den akse, hvorom alt drejer sig: Kristus er altings oprindelse og sidste mål. Han er tilværelsens dybeste sammenhæng og højeste lykke.
I visionen, som er vist ovenfor, hører hun Den Treenige Guds stemme, her nok primært Helligånden, Kærlighedens Ånd, ”den ildfyldte kraft”, ”Herren og Levendegøreren”.
Hun skriver:
Den lysende skikkelse talte således:
"Jeg den højeste og ildfyldte kraft, jeg har tændt hver gnist af liv, og intet dødeligt udgår fra mig. Jeg råder over livet. Med mine øverste vinger - det vil sige med min visdom - omspænder jeg jordens kreds, for med visdom har jeg ordnet verdensaltet. Jeg, den guddommelige værens ildfyldte liv, jeg tænder markernes skønhed, jeg lyser i vandene og brænder i sol, måne og stjerner. Med hvert åndepust vækker jeg alt til liv med en usynlig kraft, der opretholder alt. Luften lever i alt, hvad der grønnes og blomstrer. Vandene flyder, som var de levende. Solen lever i sit eget lys, og når månen er taget af, bliver den igen tændt af solens lys, for at den kan live op på ny. Også stjernerne giver et strålende lys fra sig, som om de var levende. Jeg har oprejst søjlerne, som bærer hele jordens kreds. ….Og således hviler jeg skjult i hele virkeligheden som ildfuld kraft. Alt brænder ved mig, ligesom åndedrættet uophørligt bevæger mennesket, og ligesom den susende flamme er i ilden. Alt dette er i sit væsen liv, og død findes ikke deri, for jeg er Livet. Jeg er også Fornuften, som bærer ordets klingende luftstrøm, ORDET, VED HVILKET ALT ER BLEVET TIL. I alt ånder jeg liv, så at intet efter sin art er dødeligt. For jeg er Livet. Jeg er det altomfattende Liv, ikke slået frem af stene, ikke spiret frem af kviste, ikke fremgået af nogen mands avlekraft. Tværtimod har alt liv sin rod i mig. Fornuften er roden, i den blomstrer det tonende ord.”