Hildegard er ikke kun mystiker. Hun er først og fremmest profet. Ordet betyder ”talerør”, og det er netop profetens opgave at være talerør for Gud. Profetiens og åbenbaringens nådegaver kender vi hovedsagelig fra Det gamle Testamente. I Det nye Testamente er Paulus og Johannes repræsentanter for denne form for mystik, som Hans Urs von Balthasar kalder ”objektiv kaldelsesmystik”. Karakteristisk er, at det ikke er mennesket, men Gud, der etablerer forbindelsen. Balthasar karakteriserer den således:
“Det er en radikalt antipsykologisk mystik. Det er en teologisk og frelseshistorisk mystik, en mystik, der forstår sig selv udelukkende som nådegave i den universelle Kirkes tjeneste”.

 

 

 

 

”De visioner, jeg får, modtager jeg ikke i drømmelignende tilstande, heller ikke når jeg sover eller i unormale sindstilstande, heller ikke med legemlige øjne eller menneskeører, heller ikke på afsides steder. Jeg får dem, når jeg er vågen, velovervejet og klar, men med de indre øjne og ører, på alment tilgængelige steder, sådan som Gud vil det. Hvordan det sker, er vanskeligt at forstå for et kødeligt menneske.”…
”Det lys, som jeg ser, er ikke bundet til rummet. Det er meget, meget lysere end en  solgennemskinnet sky. Hvor højt, langt og bredt det rækker, ved jeg ikke. Det bliver betegnet for mig som "Skyggen af Det levende Lys". Og ligesom sol, måne og stjerner spejler sig i vandene, sådan stråler  for mig i dette  lyshav skrifter, ord  og Guds kraft og visse af menneskers værker.”…..
”Og pludselig kunne jeg se meningen med Skriften, med Davids Psalmer, med Evangelierne og de andre bøger i Det gamle og Det nye Testamente”.

En meget stor del af Hildegards åbenbaringer er således kommentarer til Bibelen. For mystikken er hos Hildegard en uddybning og levendegørelse - en eksistentiel tilegnelse - af de centrale kristne mysterier: Kristusmysteriet i dets forskellige ytringsformer: Inkarnationen, eukaristien og kirkemysteriet. Derfor er størsteparten af hendes vældige livsværk skildringer af frelseshistorien fra skabelse til verdens undergang og Kristi genkomst i herlighed. Det er kontemplationer over Kirkens centrale trossandheder, og det er gentagne formaninger og opråb til mennesker i hendes samtid om omvendelse, om at finde vejen tilbage til kærlighedsfællesskabet med Gud, ellers vil menneskene styrte sig selv og hele deres verden i ødelæggelsen.

Den objektive kaldelsesmystik, som Hildegard repræsenterer, åbenbarer nye og aktuelle aspekter af den universelle og evigt gyldige Sandhed, aspekter, som menneskeheden først nu er i stand til at åbne sig for. For Gud er jo stadig den medvandrende Gud, som tugter og opdrager sit folk i en stadig fremadskridende erkendelsesproces.

Urs von Balthasar nævner, at mange teologer i dag er skeptiske over for fænomenet privatåbenbaringer, som de afviser med, at de ofte er usikre eller simpelthen falsknerier, og at de ikke forpligter nogen til accept, fordi alt det væsentlige jo allerede er til stede i Kirkens troslære. “Men”, siger han, “man må så blot spørge sig selv, hvorfor Gud til trods herfor igen og igen nedlader sig til sådanne forehavender, som Kirken trækker på skuldrene af eller totalt ignorerer”.

Det er den mystiske erfaring, der gør teologien levende og eksistentiel. Den er teologiens sjæl. Den er levendegørelsen af den kristne Åbenbaring.
Derfor er kristen mystik ikke primært et religionshistorik fænomen (sådan, at kristen mystik kunne indordnes på linie med mystik i andre religioner under et fælles overordnet begreb). Lige så lidt er det et psykologisk fænomen (således at dens væsen kan erkendes ved udforskning af mystikernes sjælelige “tilstand” eller deres egne beskrivelser af deres “tilstand” ). I den kristne mystik handler det hverken om “religion” eller om  “sjæl”, men om Guds Åbenbaring i Jesus Kristus, formidlet af Helligånden til et menneske, som suverænt udvælges af Gud til den opgave at være Hans talerør. Profetens opgave er at vække og retlede Guds folk, dvs. den universelle Kirke. Det profetiske og det mystiske er ikke hinandens modsætning - som mange mener -  Tværtimod er de i deres rod identiske.
Balthasar drager følgende konsekvenser:
a) Al åbenbaringsmystik i den universelle Kirke står under den målestok, som er givet med mystikken i den bibelske Åbenbaring. Det gælder først og fremmest indholdet, men også den måde, de modtages på.
b) Al ægte kristen åbenbaringsmystik kommer fra Gud i Kristus og henvender sig til Kirken: Den er i sit væsen formidling og i sin bestemmelse social og kirkelig (og derfor netop ikke “privat”, hvorfor betegnelsen “privatåbenbaringer” er meget vildledende).
c) Al ægte kristen åbenbaringsmystik er for den, der formidler den,  tjeneste for Guds Ord. Den er altså ikke primært “oplevelse” eller “tilstand”, men er videregivelse af en objektiv guddommelig Sandhed og et budskab, som er uafhængigt af menneskelige sandheder og budskaber og uafhængigt af menneskelige “tilstande”. Den indstilling, der forlanges af de mennesker, der er udset til formidling af meddelelser fra Gud er den rent tjenende: Fuldstændig lydighed, ydmyghed og en uselviskhed, som kun vokser ud af den rene kærlighed.
Hildegard ser i en vision, hvordan Guds riges mysterier skal åbenbares for de ydmyge, de gudfrygtige, de enfoldige og fattige i ånden:

Den Lysende
”Foran Ham, ved foden af bjerget, stod en skikkelse, der over det hele var fyldt med øjne. Det er "Gudsfrygten”.. helt koncentreret i gudhengiven årvågenhed. Foran denne skikkelse stod en anden, et barn. Ned over dets hoved strømmede en sådan lysflod fra Ham, der sad på bjerget, at jeg ikke kunne se barnets ansigt. Det er "Den fattige i Ånden”… Hun grunder ikke på pral og hjertets hovmod, men elsker enfold og åndelig nøgternhed. Hun tilskriver ikke sig selv, men Gud sine gode gerninger. For Han, som besidder Himlens rigdomme, har jo selv i ydmyghed hengivet sig til fattigdom.”

De tre opregnede kriterier stiller kristen mystik i klar modsætning til de øvrige fænomener, som traditionelt går under betegnelsen mystik.
For ikke-kristen mystik er karakteristisk ved:
a) at den ikke står under den bibelske Åbenbarings orden, men gør krav på “religiøs umiddelbarhed”, altså den subjektive menneskelige erfaring som øverste kriterium.
b) den er ikke social, men privat. Den er ikke kirkelig, men individualistisk, ikke formidling af Guds ord, men er forsøg på fremsigelse af det uudsigelige.
c) Den er i sit væsen optaget af mystikerens oplevelse og (sjælelige og legemlige) tilstand.

Læren om den kristne mystik har iflg. Hans Urs von Balthasar ikke klart nok været bevidst om disse modsætninger - især i nyere tid, hvor individualismen i stadig større grad har formet bevidstheden.

Det, som afgørende definerer kristen mystik i forhold til andre former for mystik, er dens forankring i Kristusmysteriet, Guds Åbenbaring i Kristus, i inkarnationens fortsatte manifestation ned gennem historien i Kristi Kirke, i sakramenter, evangelium og tradition. Det giver den en suveræn autenticitet og dermed også en overvældende rigdom i den måde, mystikken tager form efter menneskers personlige konstitution og de til enhver tid givne historiske og kulturelle forhold.
Jo mere det derfor tages alvorligt, at Jesus på helt enestående vis er Gud, der blev menneske, jo mere profilerer sig det særegne træk ved den kristne mystik. Kristusmysteriet - sand Gud og sandt menneske i én person - det er den gyngende bro, som på Guds initiativ igen forbinder Himmel og jord på en så konkret måde, at den manifesterer sig i Kristi Kirke og hans nærvær i sakramenterne og Den hellige Skrift.