Litteratur

Hildegard af Bingen på dansk:

Adelgundis Führkötter Hildegard af Bingen Rosario forlag 1989

Kirsten Kjærulff                                        Den ildfyldte Kraft
                                                                  Middelalderens mystik                             Gyldendal 1992
hos Hildegard af Bingen                          Katolsk Forlag 2007

Kirsten Kjærulff Hildegard af Bingen
En Basun for Guds mund ANIS 1995

Jørgen Ladefoged Hildegards lægebog Rhodos 1997

Kirsten Kjærulff og                                   Det levende Lys
Hans Jørgen Frederiksen                           Billeder af Hildegards visioner               ANIS 1998
                                                                                                                                   Katolsk Forlag 2011

Mogens Wenzel Andreasen Hildegard (Roman) Borgen 2000

Anne Lise Marstrand-Jørgensen Hildegard I + II (Roman) Gyldendal 2009

Anmeldelse

HILDEGARD I

Roman af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Gyldendal 2009. 400 sider. 299,- kr

af Kirsten Kjærulff

Loyalitet og intens indlevelse.

Det er med nogen spænding, man åbner denne bog, for hvordan kan en moderne dansk kvinde leve sig ind i en tilværelse så fremmed som Hildegards? Hildegard af Bingen, der levede i en fjern middelalder (fra 1098 til 1179), kom i kloster som barn og levede hele sit liv som nonne, mystiker og profet. Hun blev en af kirkehistoriens største kvindeskikkelser, og blev officielt - i en alder af 49 år - af Kirken accepteret som profet, dvs. talerør for Den Almægtige. Gennem hele livet modtog hun åbenbaringer fra Gud, som hun nedskrev i store folianter: Store værker om teologi, om naturen og om lægekunst. Hun nedskrev også noderne til den himmelske musik, hun hørte i sine åbenbaringer og malede billeder af det, hun så i Guds virkelighed. Alle sanser er i brug, og alt husker hun og nedfælder på pergamentarkene for efter Guds befaling at offentliggøre for verden, hvad hun modtager i åbenbaringerne.

Indholdet af hendes åbenbaringer er dybe indsigter i Den Hellige Skrift og i Kirkens lære. Det er forbavsende erkendelser af skaberværkets mysterier, af universets og menneskelegemets struktur. Det er åbenbaringer af hele skabelsens og frelseshistoriens dybe sammenhæng med centrum i inkarnationens mysterium, Guds menneskevordelse i Kristus.

Selv er hun totalt usynlig. Kun et åbent vindue, som Gud kan tale igennem, et talerør eller som hun selv siger: ”En basun for Guds mund” eller ”en fjer for Guds ånde”.
I modsætning til senere tiders mystikere giver Hildegard næsten aldrig udtryk for sine egne tanker og følelser, men er som person ydmyg og anonym, kun et redskab for Gud.

På denne baggrund er det mildt sagt et vovestykke at skrive en roman om, hvad hun kan have tænkt og følt lige fra den første barndom til Pavens anerkendelse af hendes seergave i 1147. Men Anne Lise Marstrand- Jørgensen har på overbevisende levet sig ind i denne usædvanlige kvindes liv, i de lokale forhold, i de mennesker, der omgav hende og i hele den historiske situation. Hun har foretaget en imponerende research og formået at sætte sig ind i sine personers situation og indre liv på en måde, der virker overbevisende og kun kan indgyde respekt. Især er det en stor glæde, at hun så loyalt og så fintfølende har skildret Hildegards forhold til Jutta og til munken Volmar, som gennem et helt liv var Hildegards nærmeste medarbejder. Imponerende er det også, at forfatteren så intenst har levet sig ind i klosterlivet efter Benedikts Regel, meningen med askesen, i skriftemålets dybe betydning og i jomfruelighedens gave. Samtidig giver hun også et fint og realistisk bud på, hvordan en nonne, der hele sit liv har levet i cølibat, kan have en så omfattende viden om menneskekroppens og forplantningens mysterier.

Skildringen af Hildegard som den ydmyge, men alligevel temperamentsfulde og sanselige kvinde står som en spændende kontrast til fremstillingen af Jutta som den overjordisk fromme, asketiske og verdensfjerne eneboer. Det fascinerende ved Anne Lise Marstrand-Jørgensens ”litterære fantasi” er, at den, så vidt jeg kan se, ikke en eneste gang kommer i konflikt med det righoldige kildemateriale, som er overleveret fra samtiden, bl.a. Juttas og Hildegards biografier.

Man kan håbe, at rigtig mange mennesker vil kaste sig over denne bog og dermed måske blive inspireret til videre til en læsning af Hildegards egne skrifter. ”Scivias” - ”Kend Guds veje” - hedder Hildegards første store teologiske skrift, som bevirkede hendes anerkendele som profet.
I vor tid, der på så mange områder går mod opløsning og kaos, har Hildegards kristne holistiske menneskesyn og verdensopfattelse fået en ny aktualitet.
Bogen efterlader derfor et stort ønske: Kunne vi ikke få en fortsættelse, der skildrer den sidste halvdel af Hildegards liv? Her kommer hendes store værker med kosmiske dimenioner og hendes vejledning af både åndelig og praktisk art til både små og store inden for Kirken og det verdslige samfund. Her kommer de store opbrud i hendes liv med grundlæggelsen af de to nye klostre på Rupertsberg og i Eibingen. Med Anne Lise Marstrand-Jørgensens loyale indlevelsesevne, kompetente research og fremragende måde at skrive på må det blive en bog mindst lige så facinerende og aktuel som denne ”Hildegard”.

HILDEGARD II

Roman af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Gyldendal 2010 482 sider.

af Kirsten Kjærulff

En helgen har fået kød og blod
Hvert år den 17. september bliver Hildegards festdag fejret i Eibingen, hvor hendes helgenskrin har sin faste plads i sognekirken. Den var ind til 1803 klosterkirke i Hildegards kloster i Eibingen, som hun grundlagde i 1165
Også i år strømmede omegnens befolkning til, lige som mange pilgrimme var kommet rejsende langvejs fra.
Efter en stor udendørs festmesse bliver det gyldne skrin, som gemmer Hildegards jordiske rester, båret i procession gennem byens gader under bøn og salmesang. Forrest i processionen går de sortklædte benediktinernonner sammen med deres abbedisse oppe fra det nulevende kloster, Abtei St. Hildegard. Overalt er byen pyntet med blomster, faner og små altre med figurer af Hildegard foran folks gadedøre. Folk synger, så skyerne løfter sig: ”Store Gud, vi lover dig ”.
Her er et vidnesbyrd om, hvor højt den jævne befolkning elsker deres helgen, selv om hun aldrig formelt er blevet helgenkåret, og selv om nok ikke ret mange har læst hendes skrifter. Men mennesket Hildegard, ”Den tyske Profet”, har lige fra hendes egen levetid til i dag været elsket og æret. Hun er så at sige blevet kåret til helgen af folket selv og er da også officielt optaget i den katolske helgenkalender. Således har Pave Benedikt for nylig i to onsdagsaudienser fremhævet Hildegard som en af Kirkens store kvindeskikkelser, som med sin intelligens og sensibilitet var i stand til at tale om troens mysterier, og som med sin kvindelige intuition i særlig grad har tydet tidens tegn.

Hvad kan forklare denne store kærlighed til et menneske, som dog er så fjernt og så abstrakt, en ikon, nogle tørre ben i et gyldent skrin?
Den kan kun forklares ved, at der bag denne ikon, bag de store teologiske syner, har været en helt usædvanlig personlighed, et menneske af kød og blod, som har spredt håb, lys og glæde i sin samtid i en grad, så man aldrig har kunnet glemme det.
I sin roman Hildegard I og II har Anne Lise Marstrand-Jørgensen formået at puste liv i ikonen og mennesket bag de svimlende store visioner.

Da forfatteren i 2009 havde skrevet om den første halvdel af Hildegards liv, var det et stort ønske, at hun ville skrive en fortsættelse, der skildrede den sidste halvdel. Nu kom den så: Det er jo først her – efter at Kirken i 1147 havde anerkendt hendes seergave – at Hildegard turde træde offentligt frem som Guds talerør. Det er her hun skriver de to sidste store værker med kosmiske dimensioner, og det er her hun bliver vejleder for både små og store inden for Kirken og det verdslige samfund. Her kommer de store opbrud i hendes liv med grundlæggelsen af de to nye klostre på Rupertsberg og i Eibingen.
Alle disse ting er jo velkendt, men takket være sin ydmyghed har Hildegard selv som person gemt sig bag anonymitetens nonneslør og næsten aldrig røbet, hvad der foregik i hendes eget indre. Altid var hun kun ”en basun for Guds mund”. Men netop denne ydmyge position var også det, som gav hende mod til at tale sine foresatte midt imod, ja selv kejseren, som beskyttede hende kloster: Hun turde jo nu tro på, at hun virkelig var Guds talerør, at det var ikke hende selv, der talte, men Gud, der talte gennem hendes mund.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har en fabelagtig evne til at leve sig ind i Hildegards person – til at iklæde denne abstrakte ikon kød og blod på en så overbevisende måde, at man glemmer, at der dog er tale om ”litterær fantasi”.
En af forklaringerne er, at forfatteren lige som i den første Hildegard-bog er så dybtgående i sin research, at man må tro på autenticiteten af det liv, hendes fantasi lader vokse frem af de faktiske historiske omstændigheder.
En anden forklaring er hendes helt usædvanlige evne til at trænge ind under huden på denne middelalderkvinde med en sensibilitet og et lidenskabeligt engagement, som må ligge den historiske Hildegard meget nær.
Bemærkelsesværdigt er samtidig forfatterens tilbageholdende og blufærdige tilgang til Hildegards visioner, en holdning, der indgyder den dybeste respekt.

I denne beretning om sidste halvdel af Hildegards liv tegner der sig en klar personlig udvikling i forhold til tiden før Paves anerkendelse. Det er jo også en logisk følge af, at hun nu turde tro på sit kald og derfor turde handle efter det, ja følte sig så forpligtet på det, at hun blev syg, hvis hun tøvede.
Men at der var tale om en kamp, fremgår ad den lange og intense beskrivelse af Hildegards opbrud fra Disibodenberg: Først beretningen om, hvordan ”Gud kastede hende på sygelejet”, som Hildegard selv skriver, ind til hun endelig er modnet så meget, at hun tør gøre alvor af det, Gud har pålagt hende i visionen: At forlade Disibodenberg og etablere sit eget kloster på Rupertsberg ude ved Rhinen. Dernæst den umenneskeligt hårde kamp for hende og hendes søstre at opbygge dette nye kloster bogstaveligt helt fra grunden – i begyndelsen med egne hænder.
Også livet på Rupertsberg en vældig modningsproces. Et af elementerne er den sindsoprivende og gribende skildring af hendes alt for store kærlighed til den unge Richardis, et forhold, som Hildegard også selv vidste var imod Benedikts regel, hvor abbedissen skal elske sine ”børn” med lige stor kærlighed. Efter hårde kampe kommer hun til besindelse, og her som så mange andre steder i bogen sker det med de ord, Hildegard har modtaget i visionerne, men som i denne kontekst får en helt fornyet kraft og aktualitet.

Forholdet mellem Hildegard og Volmar er skildret så fint, så nænsomt og stærkt, at man simpelthen ikke kan forestille sig det anderledes. Kun sådan kan man forstå deres livslange arbejdsfællesskab, hvor hun var den, der som Guds profet havde lederskabet, mens han på den anden side var hendes præst, skriftefader og åndelige vejleder.
Dersom nogen kunne fristes til at gøre sig andre tanker om deres forhold, får de klar besked i Hildegards samtale med den evnesvage Bertha: ”Både Volmar og jeg er skabt til kyskhed”. Så enkelt kan et klosterkald beskrives! Forudsætningen er en kærlighed til Kristus så stor, at kun han kan være svaret på ens dybeste længsel.

Hele bogen er gennemsyret af bibelcitater og mere eller mindre ordrette citater fra Hildegards skrifter. Det er med til at gøre fortællingen så autentisk, samtidig med, at den gennemgløder visionernes ord med levende, jordisk virkelighed. Et af eksemplerne er beskrivelsen af, hvordan Hildegards store mysteriespil, Ordo virtutum opføres i klosterkirken på Rupertsberg: Det er syngespillets ord, der bruges, men den måde Hildegard begrunder dem med, og fortæller, hvorfor hun har valgt de enkelte nonner til netop at udføre dette parti, viser den psykologiske dybde i Hildegards beskrivelse af Dydernes og lasternes kamp mod hinanden, et tema, som senere udfoldes i det andet store visionsværk, Liber vitæ meritorum. ”Syngespillet bygger hegn om folden, lægger trædesten ud til alle os vildfarne børn”. Netop derfor insisterer hun på at opføre det for alle omegnens folk, selv om Volmar i begyndelsen er forfærdet ved tanken. Det er jo en oplagt måde at gøre offentligheden – her lægfolket – bekendt med de budskaber, Gud har pålagt hende at forkynde for hele verden. Benediktinernonner i farvestrålende silkekostumer, en i fuld ridderrustning, en anden med mitra på hovedet: Man ser det for sig, især fordi beskrivelserne passer præcist til de illustrationer, som Hildegard har malet i Scivias, hvor urformen til Ordo virtutum allerede findes.

Nu følger nedskrivningen af lægebogen, Causae et Curae. Også her må man igen beundre den indlevelse, Anne Lise Marstrand-Jørgensen har i Hildegards værk: Lægebogen og Physica er af en helt anden karakter end de teologiske visionsskrifter. ”Der er forskel på at skulle sortere den viden, hun og Volmar har tilegnet sig, og at skrive om det, hun har set i det levende lys”, siger hun.
Endnu en milepæl i Hildegards udviklingshistorie er de fire prædikenrejser, som må have været endnu mere grænseoverskridende end noget af det andet, hun har foretaget sig. Hendes tordenprædiken i domkirken i Trier, hvor hun revser Kirkens folk for, at de besudler Kirken med deres vellevned, utroskab og moralske forfald, er også citater fra de prædikener, som hun har holdt forskellige steder, og som faktisk er overleveret skriftligt fra hendes tid. Det er også her, hun advarer dem mod kætterbevægelserne, som underminerer Kirken og dermed hele kristendommen.

Autentisk er ligeledes beretningen om Sigewitze, en sindsforvirret og dæmonbesat kvinde, som Hildegard indvilger i at optage i klosterfællesskabet, hvor søstrene trods deres rædsel og væmmelse plejer hende. Men helt i overensstemmelse med Hildegards holistiske verdens- og menneskesyn kan intet menneske blive helbredt uden kærlighed og bøn. Hendes juleprædiken, hvor hun appellerer både til søstrene og til hele byens befolkning om at bede for kvinden og vise kærlighed, som Jesus lærer sine disciple i Matthæusevangeliet, er dybt gribende. Man begynder at forstå, hvorfor kærligheden til Hildegard har kunnet leve helt til i dag.

Stor tak til Anne Lise Marstrand- Jørgensen for, at hun igen har bragt liv til et menneske, som indtil nu har gemt sig i anonymitetens skygge, et blegt omrids bag de store teologiske visioner. Nu er hun blevet et menneske af kød og blod, hvis budskab SCI VIAS, ”Kend Guds veje”, i dag er mere aktuelt end nogensinde.