|
Foredrag
Hildegard, profet for en ny tid? Knejsende over Rhinen ligger ruinerne af ridderborge og klostre og fortæller om et højdepunkt i Europas historie – den høviske tid – en tid, hvor den kristne enhedskultur blomstrede. Hildegard af Bingen (1098-1179) er en af de største kvindeskikkelser i højmiddelalderen.
Pilgrimsvandring i Hildegards fodspor I Rhinlandet, hvor floderne Glahn og Nahe mødes, ligger et yndigt lille bjerg, Disibodenberg, opkaldt efter den hellige Disibod, en irsk vandremunk, som i det 6. århundrede slog sig ned her og begyndte evangeliseringen af Rhinlandet. Allerede i det 7. århundrede var bjerget blevet et åndeligt kraftcentrum, og endnu den dag i dag fornemmes bjergets atmosfære af højtid og hellighed, når man går mellem de stille klosterruiner Valfartstanken er blevet aktuel igen, nu også i protestantisk sammenhæng, hvor der fokuseres på indre nøglebegreber som frihed, enkelhed, stilhed, fællesskab og åndelighed. I katolsk tradition er valfarten primært en pilgrimsrejse til et sted, hvor Gud har talt på en særlig tydelig måde, og hvor pilgrimmen kommer nærmere Gud og sit livs mål. En pilgrimsrejse har jo både et ydre og et indre aspekt: Den ydre rejse kan fremme den indre. Den kan medføre en personlig udviklingsproces, som bringer en lidt nærmere til det hellige, til Gud. En valfart er derfor ikke kun en hvileløs turistvandring fra det ene sted til det næste, men den er en trosvandring, hvor sjælen lader sin længsel blive kød og blod ved at engagere sin krop. Vi vil i billeder, ord og musik følge Hildegards spor fra barndommens kloster på Disibodenberg til de store nye konventer, hun grundlagde. Det sidste lever stadig som et blomstrende benediktinernonnekloster, Abtei Sankt Hildegard, som løfter sine tunge tårne højt over Rhindalens grønne vinmarker. (Foredraget kan også bruges som oplæg til en fysisk valfart med bus arrangeret af Unitas Rejser, tlf 8723 1240 . www.unitas.dk)
Englenes hære. Englene er en del af Guds skaberværk, usynlige ånder, sendebud i Guds tjeneste til hjælp for menneskers frelse. Er de en realitet eller fri fantasi? Deres eksistens i Bibelen er i hvert fald hævet over enhver tvivl. Også i dag bevidnes deres nærvær af mange mennesker. Hildegard af Bingen får i sine visioner lov at se de ni englekor som ni kredse i et lyshav omkring Gud, lysets kilde. Hun hører også deres vidunderlige musik. "Alle disse kor forkynder med vidunderlige stemmer og skønne klange de undergerninger, som Gud virker i de saliges sjæle og de forherliger Gud på underfuld vis," siger hun. Englenes evige lovsang er et udtryk for det ubrudte kærlighedsfællesskab med Skaberen. Deres sang er det fysiske, sanselige udtryk for den overnaturlige virkelighed, den kosmiske guddommelige orden. Musikken er en bro mellem Himmel og jord, og englene kan med deres lovsang vise mennesket vej til genforeningen med Gud. Men de faldne engle, dæmonerne kæmper med lysets engle om menneskenes sjæle. Hendes skildring af kampen mellem lysets og mørkets magter er forfærdende aktuel. Er vi bevidst om denne kamp om vor sjæl? Hvilken indflydelse har vi på, hvem der vil sejre?
Den kristne holisme hos Hildegard af Bingen Til alle tider vil vore dybeste spørgsmål altid være de samme: Vor tids åndelige krise ser ud til at hænge sammen med, at vi ikke mere tør stille disse spørgsmål, fordi vi ved, at næsten ingen mere tør svare på dem. Vi er indfanget i den forestilling, at svarene er subjektive og relative. Vi er henvist til os selv og tør ikke mere tro på, at der findes en overordnet, eviggyldig Sandhed, som ligger højt hævet over os selv og vore menneskelige forestillinger. Vi er i århundredernes løb kommet stadig længere væk fra den dybe meningsfulde sammenhæng i tilværelsen, og vi har mistet retningen for vort liv, fordi vi har reduceret os selv til et højerestående dyr bestående af biologi og intelligens, et produkt af universets kaos og tilfældighed. Som alternativ til en sådan livsopfattelse hævder Hildegard - og hele den kristne mystiske tradition - at der er en dyb sammenhæng: At intet er tilfældigt, men at alt er skabt af guddommelig kærlighed, at tilværelsen har en dyb mening og et mål: Alle tings genforening med Gud i hellighed og evig glæde.
Rosenkransen, en evangelisk Kristus-meditation Rosenkransen er en af kristendommens mest udbredte og elskede bønner. Den har sit udgangspunkt i Bibelen, og dens historie går tilbage til Kirkens første tider. Sin nuværende form har den fået i middelalderen, og lige siden er den blev bedt over hele verden. Den har sit navn af, at de mange gange, man beder Hil dig, Maria og Fadervor, bindes sammen som en krans af roser til Jomfru Marias ære. De mange gentagelser fører den bedende ind i et meditativt rum, et sjælens krybberum, hvor Jesus er centrum, for inkarnationens mysterium er Rosenkransens hjerte: At Gud blev menneske i Jesus, Marias søn. Vi følger Jesus fra det øjeblik, Helligånden overskyggede Jomfru Maria i bebudelsen, gennem Hans barndom, Hans offentlige fremtræden og Hans grusomme død på korset til påskens jubel, da Han stod op fra de døde, til den dag Han opfór til Himlen og satte sig ved Faderens højre hånd, hvorfra Han en dag vil komme igen for at dømme de levende og de døde. Det er hele verdensdramaet i en lille håndfuld perler.
|
 |
under de lyse egetræer. Det er de imponerende rester af et benediktinerkloster, som i løbet af 1000-tallet blev bygget på ruinerne af et endnu ældre kloster. Det er her, Hildegard af Bingen i 1100-tallet levede sin barndom og ungdom, og hvor hun modtog de vældige åbenbaringer om Guds skaberværk og frelsesværk. Det er her, ”i de høje bjerges urteduft”, hun så naturens skønhed og menneskets gudskabte værdighed og medansvar for alt det skabte. ”Med legemets øjne ser du over alt de skabte ting, men med troens øjne ser du over alt Gud”, siger hun. Alt det skabte er omfattet af Guds kærlighed og er med i Hans frelsesplan.
